Årets sidste turneringer og evaluering

Publiceret: 14-10-2021 12:37

Mit første år som professionel golfspiller er nu færdigspillet. Det har været et meget begivenhedsrigt år for mit vedkommende med en meget anderledes hverdag. Mange uger er foregået ved at rejse mandag morgen, spille tirsdag - fredag og så rejse igen næste mandag morgen. Disse perioder har rykket tænder ud, når de har stået på i længere tid. Specielt det første halvår rejste jeg rigtig mange uger i træk og holdte stort set ikke pauser fra turneringsgolf. Det betød, at da jeg kom hen til juni måned, så kunne jeg godt mærke de mange runder golf både fysisk og mentalt. Lysten til at tage på golfbanen for at træne var mindre og generelt var der ikke meget overskud. Jeg lærte, hvor meget det kræver at være på farten konstant, og hvor vigtigt det er at have en ordentlig seng at sove i efter en lang dag. 

Derfor har jeg gjort det hele lidt anderledes i den sidste halvdel af sæsonen. Der har været mere tid til restitution og mere fokus på kvalitet i træningen. Samtidig har jeg spillet lidt færre turneringer, og jeg har følt mig mere klar til at spille. Et større overskud har også påvirket resultaterne i en positiv retning. Jeg har ikke misset et cut siden juni måned, så bundniveauet er ved at være rigtig godt. Jeg mangler at spille med helt i toppen og sætte tre rigtig gode runder sammen. Der er blevet spillet en del “lige ved og næsten” golf for mit vedkommende her i dette efterår. Det har været tæt på at være godt i en del turneringer, men der skal ikke mange fejl til før man ikke spiller med i toppen.

Efter lidt pause begynder træningen hen imod næste år. Jeg glæder mig allerede ekstremt meget! Jeg vil rigtig gerne sige tusind tak til alle jer der følger med og alle jer der har valgt at støtte mig i år. Tusind tak til mit fantastiske hold, som kan findes på forsiden. 

7679
Oprettet i NEWWWEB CMS - Brugervenligt og SEO optimeret Content Management System